Thursday, December 18, 2008

Nyt Romersk slag i Nordtyskland fundet!

Breaking News:
Arkæologer finder romersk slagmark i Tyskland
Af MAGNUS HARALD HASLEBO
Offentliggjort 16.12.08 kl. 22:53

Tagget fra JP.DK

Arkæologer i det nordlige Tyskland har fundet en ældgammel slagmark, der flyder med romerske våben, men slagmarken burde slet ikke være der.

Hidtil har historikere ment, at romerne opgav regionen, da flere tusind romerske legionærer i år 9 blev nedkæmpet i Teutoburg-skoven, der lå ikke langt fra stedet, hvor Bremen nu ligger. Det skriver den tyske avis Der Spiegel.
Imidlertid har forskerne fundet ud af, at våbnene fundet på slagmarken, der ligger ca. 100 kilometer syd for Hannover, stammer fra omkring år 300.
Det nye fund tvinger muligvis historikere til at tage et nyt kig på romernes tilstedeværelse i Tyskland.

Angreb fra nord
På den ældgamle slagmark har arkæologerne indtil nu fundet ca. 600 genstande, heriblandt øksehoveder, vogndele, mønter og pilespidser. Slagmarken ligger på bakketoppen Harzhorn.
De mange fund gør forskerne i stand til at genskabe hændelsesforløbet. De mener, at romerske bueskytter og artilleri affyrede deres våben, hvorefter fodfolk angreb forsvarerne på bakketoppen fra begge sider.
"Hele slaget tog maksimum én time, men kampen er som frosset i tiden," forklarer arkæologen Michael Geschwinde ifølge Der Spiegel.
Langt størstedelen af pilespidserne blev fundet pegende mod syd, og det viser, at romerne angreb fra nord. Det antyder, at de romerske soldater var på vej tilbage fra en mission endnu længere mod nord. Michael Geschwinde forklarer, at omkring 1.000 romerske soldater deltog i slaget, men muligvis deltog også reserver fra Romerrigets kolonier i Afrika.

Mangelfulde beretninger
Historien fortæller kun magert om et romersk felttog i Tyskland omkring år 300. Historikeren Herodian fortalte, at kejser Maximinus Thrax erklærede tyskerne krig, men fundet af slagmarken er første indikation af, at Thrax rent faktisk fulgte op på krigserklæringen.


Kommentar:
Opdagelsen af Harzhorn-slaget bekræfter COHORS II argumenter for at stammerne i det danske område havde et nært samarbejde med romerne. At angrebet sker fra nord er særligt interessant. Mange fund i Danmark tyder på, at et venskab mellem romerne og de herboende Kimbrere var stærkt. Var den romerske hær fra Harzhorn-slaget på vej tilbage til Romerrigets grænser ved Rhinen, efter et besøg i Danmark?




2 Comments:

Blogger Historiker-Palle said...

"Mange fund i Danmark tyder på, at et venskab mellem romerne og de herboende Kimbrere var stærkt. Var den romerske hær fra Harzhorn-slaget på vej tilbage til Romerrigets grænser ved Rhinen, efter et besøg i Danmark?"

Det vil jeg stærkt betvivle. Elton skriver ekstensivt om romersk grænsepolitik og hans argumenter støttes af generel strategisk fornuft. Patruljer, kampagner mod uregerlige naboer og lignende er en del af enhver pre-moderne militær grænse, om det er Limes, Den Kinesiske Mur, Det Hellige Land, eller Danelagen i det 10. århundrede. Der er langt fra fundet her til det danske område, og det er mere sandsynligt at fundet er en følge af generel romersk grænsepolitik, der inkluderede forposter i fjendeland, patruljer og lokale kampagner. En Alae som det kunne se ud til har været i aktion her, er ideel til en lokal kampagne mod en aggresiv stamme.

Beklager, jeg kan ikke støtte argumentet, romersk politik overfor det danske område var snarere præget af diplomati og handel (romerske købmænd nåede jo ret langt omkring i verden). Det typiske billede er at det vestdanske område var fjendtligt overfor romerne og præget af strid, mens det østdanske er mere fredeligt og præget af handel.

Jeg skal gerne give litteraturtitler til det danske områdes forhistorie, Hedeager, Fabech, Näsman et al har bla skrevet en del om emnet.

Til gengæld skal i have ros for at lave romersk re-enactment, romere er ganske vist noget fremmede for Danmark, men SPQR var med et lidt fladt ord, "de sejeste".

VH, Palle Rasmussen, Cand Mag Hist, og en del af Vikingekampgruppen Ask.

1:41 PM  
Blogger Flavius Ravenna said...

Kære Palle!
Tak for din gode kommentar på vores blog. Jeg vil meget gerne have dine litteraturhenvisninger.

Valetes
Thomas Rafn

6:50 AM  

Post a Comment

<< Home