Monday, July 02, 2007

Sådan kommer DU med i den 6. Legion!





Cohors II Cimbria er en dansk Romer-reenactmentgruppe. Dvs. at vi går op i at rekonstruere historisk udstyr fra Romerriget og leve og formidle viden om Romerriget, den romerske hær og den romerske forbindelse til Danmark i jernalderen. Vi spiller altså ikke rollespil, men optræder primært i forbindelse med museer og andre historiske formidlere.

Indmelding: Skriv til os her på bloggen (Mail the Romans) eller ring til Thomas Noe på 24277086. Medlemsskabet koster kr. 200 pr. år. Pengene går primært til forsikringer m.m.

MILITÆRE: Du behøver ikke at have udstyr når du melder dig ind. Vi hjælper dig gerne med at lave det du skal bruge. Du begynder med at lave dig det i stof; en tunika i uld (Tunica) og en undertunika (Subucula/ Subligaria) i hør, og evt. en uldkappe (Paenula) samt bukser (Braccae). Det næste du skal bruge er ting i læder såsom sandaler (Caliga) og et bælte (Balteus). Et sværd (Gladius) og en dagger (Pugio) kan du lave selv eller sammen med gruppen, disse kan også købes men rådgiv dig med gruppen før du køber. Din rustning kan være en ringbrynje (Lorica Hamata) som du køber enten hos vores egen ringbrynjesmed eller i butik/nettet, eller en pladebrynje (Lorica Segmentata). Pladebrynjer laver vi også i fællesskab, disse kan også købes men kræver megen modifikation. En hjelm (Cassis) er det sværeste, du kan købe hjelme der er korrekte reproduktioner af de romerske hjelme. Vi anerkender ikke “Roman Trooper" hjelmen, som er en “film-hjelm” der intet har med rigtige romerske hjelme at gøre. Men har du allerede en, kan vi modificere den til en Gallic G eller en "Hebron". En købe-hjelm vil typisk koste 12 – 1500 kr.
Spyd (Pilum) og skjolde (Scutum) laver vi i fællesskab for at skabe ensartethed. Du kan selvfølgelig også som medlem, købe disse ting af gruppens værksteder. Et færdigt Scutum koster 2000 kr. Og et Pilum 1500 kr. Vi handler primært vort købeudstyr hos ARMAE i Lyon. Er du medlem af vores gruppe får du 20% rabat.
Paksække (Furca), køkkengrej, telte og lejrudstyr samt artilleri vil du høre nærmere om når du er blevet medlem.
Vi har iøvrigt både regulære Legionarii og germanske Auxiliarii og er på vej med de første Gladiatores.
Envidere går vi nu igang med at lave specielt udstyr til aktiv kamp.

CIVILE: Er du mere til Civilis har vi også en stor gruppe. Vi har et meget populært køkken der arbejder med at genskabe gamle romer-retter og vine. Vi har glashandlere, frisører, skrivere (Latin), textilspecialister, romerske smede, tømrerer, garvere og en bronzestøber. Så har du en særlig romersk jernalder–interesse du kan byde ind med, er du også meget velkommen. Husk at dit værk skal være aktivt i perioden 100 fvt. - 300 evt. (Vi mangler især smede og brikvævere!)


En stor hær: Mens Romersk reenactment i Danmark er ganske nyt, er det stort i udlandet. Tjek selv de mange andre grupper på Romanhideout.
Vil du studere legionærernes udstyr nærmere anbefaler vi den 20 Legions hjemmeside: Legio XX hvor du kan læse nærmere om udstyret i romersk reenactment.
Vil du kigge lidt på den ægte vare anbefaler vi Legio VI (USA) og Roman Numismatic

Vi håber du er klar til 25 år i den romerske hær!


1 Comments:

Blogger Vivian said...

You bet I am - og jeg glæder mig allerede!!!! ;-))))

(P.S.: Nice honegeur!)

12:06 AM  

Post a Comment

<< Home