Den Romerske Marchlejr

Af Albius Decimus Marcellus


En romersk marchlejr blev altid lavet som beskyttelse for natten, når hæren var på farten. Lejren var mere et fort end en lejr. De blev konstrueret på nøjagtig samme måde hver gang. De var uhyre gennemkonstrueret og meget komplekse ved første øjekast. Hver enkelt legionær vidste præcis hvordan lejren skulle laves. Legionæren kunne det i søvne. Det var et lille samfund i sig selv, ja det kunne minde om en romersk by i opbygningen. Den romerske marchlejr ændrede sig meget lidt med tiden. I store træk så indretningen ens ud gennem århundrederne. Så en legionær fra republiktiden, ville sagtens kunne finde rundt i en lejr fra den senere kejsertid. I ca. 600 år brugte romerne denne type for lejr. Men til sidst var den romerske hær så dårligt organiseret, at man helt opgav at lave marchlejre med samme høje standart.
Den romerske marchlejr har dog overlevet i vort sprog. Vi bruger ord som f. eks. ”princip”, der stammer fra latin. ”At have et princip” er kernen af hvad vi mener. Den vigtigste bygning i det romerske fort blev kaldt ”Principia ”. Det var kernen i fortet.

Lejren bygges
Det første der skete var, at legionen sendte ryttere ud i forvejen, for at finde et egnet sted til lejren. De blev kaldt ”Exploratores”.
De ledte efter en åben plads hvor jorden var rimelig jævn og flad, og så skulle der være adgang til frisk drikkevand i form af kilder, vandløb eller søer. Lejrpladsen skulle være rektangulær og så stor som 50 fodboldbaner. En legion skulle altså bruge et areal svarende til mindst 320.000 m2. Afstanden fra voldanlægget til teltene skulle være så stor, at der var plads til en vej som fulgte hele voldanlægget rundt (Via Sagularis).
Havde de held med sig i at finde sådan et sted, så stødte resten af legionen til. Og så gik 2/3 af legionen i gang med at bygge lejren. Den sidste 1/3 holdt vagt. Under byggeriet var legionen meget sårbar, Så derfor måtte byggeriet ikke tage for lang tid. Fordi alle vidste hvad de skulle, kunne en marchlejr rejses på kun 2 timer.

Lejrens første forsvar
Omkring lejren blev gravet en 1m dyb og tør voldgrav kaldet ”Fossa”. Jorden blev kastet op til en 1m høj jordvold og mur kaldet ”Vallum” som gik hele vejen rundt om lejren. Når legionæren stod på jordvolden, var han på den måde hævet 2m over jorden, set fra bunden af voldgraven. Det skulle nok afholde de fleste barbarer for at angribe sådan en lejr. Græstørvene blev lagt med en skrå vinkel så den flugtede med voldgraven. Den overskydende jord fra voldgraven lagde man bagved tørvemuren. Den skrå vinkel på muren, gav den større stabilitet så den ikke væltede. Bunden i voldgraven var spids. Oven på muren plantede man så de såkaldte ”Pila Muralis”. Det var pæle som var ca. 1,5 m. lange og spidse i begge ender. Man ved ikke med sikkerhed hvordan romerne plantede pælene. Forsøg har vist, at man bliver nødt til at grave dem mindst halvt ned i jorden, for at de ikke skal kunne væltes omkuld. Men ellers er det rent gætværk hvordan pælene egentlig blev brugt.

Indretningen
Tværs igennem hele anlægget var der to hovedveje som krydsede lejren. Vejene gik fra port til port. Den ene vej blev kaldt for ”via principalis”. Denne vej gik fra ”porta principalis dextra” (Højre port) til ”porta principalis sinistra” (Venstre port).
Fra hovedporten, kaldet ”porta praetoria”, gik der en vej som stødte op til ”via principalis” Den blev kaldt for ”via praetoria”. Vejen fortsatte ned til fortets 4 port kaldet ”porta decumana”. Bag ved voldanlægget inden i for lejren, gik der en vej som omkransede hele lejren kaldet “via sagularis”. Det var en meget vigtig vej, fordi det gav en hurtig adgang til voldanlægget, når dette skulle forsvares.

I selve lejren blev teltene ikke bare slået tilfældigt op. Officerskorpset havde deres telte i en bræmme i midten af lejren. Den enkelte officer havde sit eget telt. Det var både større og mere komfortabelt end legionærernes. Officererne talte legaten (generalen), lejrpræfekten, tribunerne (oberster), centurionerne (kaptajner), optioerne (sergeanter), tesserarius (korporaler), aquilferen (legionens standart bærer), signiferne (Centuriernes standartbærere), vexilliaria (banner bærere), cornicenerne (hornblæsere).
Legionærerne sov i telte kaldet “Papillio” med plads til 8 mand. Denne lille gruppe blev kaldt for et ”Contubernium” og det var den mindste enhed i en legion.
Ca. i midten af lejren lå området der blev kaldt for ”Principia”. Her opbevarede man alle standarterne. De blev betragtet som meget vigtige og hellige. Her var også et alter “Novo” hvor man ofrede til guderne og der var en talerstol ”Rostra”, hvorfra feltherren kunne holde brandtaler til legionærerne. Resten af pladsen var til de menige og ”Auxillia” (ikke romerske hjælpesoldater).
Der var altid indrettet latriner og et felthospital i lejren, hvilket uden tvivl har øget komforten og ikke mindst hygiejnen blandt soldaterne. Selvom romerne ikke kendte den direkte årsag til virkningen af disse vigtige foranstaltninger, havde de alligevel en god fornemmelse for hvad der virkede godt. At pleje de sårede legionærer var godt. Blev de raske sparede man en masse udgifter på at træne nye rekrutter. Det var også rigtig godt for moralen, motivationen og kampiveren hos den enkelte legionær, når han vidste at der blev taget hånd om ham hvis han blev såret. Nutidige soldater vil helt sikkert nikke genkendende til dette.

Denne standardiserede form for lejr gav en stor genkendelighed og ikke mindst tryghed til den enkelte legionær. Det sparede også en masse tid når alle kendte deres plads. I det hele taget er den romerske hær kendt for en høj grad af ensartede standarter. Det beviser fundne af våben, redskaber og rester af marchlejrer rundt om i Europa. Derfor var den romerske hær på alle måder en meget moderne hær. Det var især konsulen Marius fortjeneste, at alt var blevet så standardiseret. Han reformerede den romerske hær betragteligt og lavede den om til en rigtig professionel hær.

Afmarch fra lejren
Når legion brød op, så blev lejren totalt jævnet med jorden. På den måde ville man undgå at ”andre” skulle få glæde af den og flytte ind i den. Nedbrydningen måtte ikke tage mere end et par timer. Igen var det majoriteten af legionen der lavede dette stykke arbejde, mens resten holdt vagt.

Legionens tros
I tilknytning til legionen var der ofte et stort tros, bestående af handelsfolk, kvinder og børn (det var tit legionærernes egne, det var kendt og til dels tolereret, selvom det var forbudt), håndværkere, ludere og lommetyve. De havde ingen adgang til lejren. Heller ikke ved et angreb på lejren. De var totalt overladt til sig selv og alene i tilfælde af et overfald, men det afholdt dem ikke fra at følge legionen i tykt og tyndt. Der var penge at få, ja ligefrem en sikker indkomst. Trosset levede af legionen, men leverede også en masse ydelser og tjenester til soldaternes glæde.

Byer grundlagt
En lang række europæiske byer startede først som romerske marchlejre. Blandt de mest kendte af disse er Lyon, Køln og London.